01-02-2021

Sundhedsgruppen går ind i Sverige

Den danske healthcare-koncern, Sundhedsgruppen, der blandt andet ejer Danmarks største udbyder af sundhedsforsikringer, Dansk Sundhedssikring, går nu ind i Sverige. Det sker med Sundhedsgruppens opkøb af den svenske udbyder af sundhedsforsikringer til private, White Label Care.

CEO Kent Jensen, der er CEO i både Sundhedsgruppen og Dansk Sundhedssikring forklarer, at strategien er at fastholde porteføljen af private kunder i White Label Care samtidig med, at Sundhedsgruppen vil sælge eget udviklet sundhedsforsikringsprodukt til svenske virksomheder. Det skal ske efter samme koncept, som Dansk Sundhedssikring har udviklet til det danske marked siden 2011.

"Vi ser et kolossalt potentiale i Sverige for at tilbyde sundhedsforsikringer til svenske lønmodtagere via deres arbejde. I dag anslås det, at omkring 800.000 svenskere er omfattet af en sådan sundhedsforsikring via deres arbejde. Potentialet er formentlig over dobbelt så stort. Vi vil i lighed med i Danmark, så efterfølgende håndtere hele visitationen til private og offentlige hospitaler, fysioterapeuter, psykologer og så videre," siger Kent Jensen.

Ændrer navn til DSS Hälsa

Han forklarer, at White Label Care i løbet af kort tid vil ændre navn til DSS Hälsa.

"Fra februar vil vi indlede salget af vores danske koncept i Sverige. Selve setup'et med visitationer af kunder til den rette behandling vil ske fra vores kontor i Herlev, hvor vi allerede har ansat de første svenske sygeplejersker. Ambitionen er, at vi i løbet af 2021 skal have mindst 20.000 svenske kunder via virksomhedsordninger," siger Kent Jensen.

Dansk Sundhedssikring har på under 10 år sat alle konkurrenter bag sig i Danmark. Siden selskabets start i 2011 har Dansk Sundhedssikring haft årlige vækstrater på over 30 pct. I 2012 lød omsætningen på 11 mio. kr. I 2020 landede selskabets omsætning på 440 mio. kr. og Sundhedsgruppen på over 560 mio. kr.

"Vi vækster i et temmelig mættet marked i Danmark, hvor sundhedsforsikringer til medarbejderne er blevet helt normalt på de fleste arbejdspladser. Vi vil selvfølgelig fortsat udfordre vores konkurrenter i Danmark og stræbe efter vækst. Men samtidig er det helt naturligt nu at udvide vores muligheder og nu også tilbyde fores produkter i Sverige, hvor markedet for disse forsikringer er langt fra så mættet," siger Kent Jensen.

Mere end 8000 firmakunder

Han fortæller, at Dansk Sundhedssikring i dag har mere end 8000 virksomheder og organisationer som kunder. Disse har tilsammen over 290.000 medarbejdere, hertil kommer den meget store outsourcing aftale, som Dansk Sundhedssikring fik fra AP Pension fra starten af 2020 med over 60.000 medarbejdere.

"Vi har udviklet et skalerbart og konkurrencedygtige tilbud, som gør, at vi er blevet den foretrukne samarbejdspartner på markedet, når det kommer til sundhedsforsikringer," siger Kent Jensen.

For godt et år siden købte den engelske Kapitalfond AnaCap sig til majoritetsandelen i holdingselskabet Sundhedsgruppen A/S, som udover Dansk Sundhedssikring også består af selskabet PrimaCare, som tilbyder behandlinger inden for fysioterapi, kiropraktik og psykologi samt selskabets nyeste satsning, VitalityGuard, som er et digitalt coachprogram bygget til at fremme sundheden i virksomheder.

 

Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt Morten Huse Eikrem-Jeppesen, PressConnect, mobil +45 53 85 07 70